Vinduer
I forbindelse med vores nye vinduer har flere af jer nok bemærket, at der kan forekomme dug på ydersiden såvel som indersiden. Nedenstående er uddrag fra Brugervejledningen/Drift & vedligeholdsmanualen.
Dug på udvendig side af ruden
I løbet af natten og morgenen kan der dannes dug på den udvendige side af energiruder med særlig god isoleringsevne. Ud fra et energimæssigt hensyn er det et positivt problem – og duggen forsvinder, når luften ude bliver varmere i løbet af formiddagen. Udvendig kondens er fuldstændig ufarlig og generer kun udsigten.
Dug på indvendig side af ruden
Dug eller kondens er et naturligt fænomen, som vi ikke helt kan undgå. Forenklet sagt, så dugger ruderne, fordi den varme luft indendørs afkøles mod de koldere ruder. Fugten i den varme luft sætter sig på den kolde rude som kondens. Jo mere fugt i luften og jo lavere temperatur på ruden, jo mere kondens. Et fugtigt indeklima er usundt, både for mennesker og vinduer. Løber der kondensvand fra ruderne ned på vinduets træværk, kan det betyde, at der kommer skimmelsvampe og i værste fald rådskader på træet i vinduerne. Og for dig og din familie kan et konstant fugtigt indeklima give hoste, hovedpine, irriterede øjne, udslæt eller allergi.
Der er tre vigtige faktorer, der formindsker kondens indendørs.
- luft grundigt ud to-tre gange om dagen i 5-10 minutter, også i regnvejr
- sæt varme på, så temperaturen ligger på 20-22°C hele døgnet
- sørg for god luftcirkulation i alle rum
Brugervejledningen/Drift & vedligeholdsmanualen for både Velfac og Velux vinduer (links finde længere nede på siden).
Alle skal efterleves nøje for at garantien på vinduerne kan håndhæves overfor entreprenøren. Ejerforeningen står kun for den udvendige vedligeholdelse og det er derfor den enkelte ejer/beboers pligt at sørge for at den indvendige drift & vedligeholdelse udføres og efterleves. Ved svigt i den indvendige drift & vedligeholdelsen frafalder entreprenørens/fabrikantens såvel som ejerforeningens garanti. Ved ejerforeningens garanti forstås, at skal vinduet udskiftes som følge af manglende indvendig vedligeholdelse, udskiftes vinduet af ejerforeningen dog for ejerens/beboerens egen regning.
Alle nye vinduer og døre i ejendommen er af fabrikat Velfac 400 træ/alu (også kaldt Velfac Classic) med undtagelse af ovenlys vinduerne på 1.sal som er af fabrikat Velux.
Drift-og-vedligeholdsmanual-for-vinduer-døre-og-ovenlys-Velux